OPSAMLING: Lidt over en uge inde i 2016 kommer jeg her med min opsamling over det bedste i 2015. Jeg har udvalgt 30 album, som jeg synes var det bedste fra det forgangne år, og det er en liste, der spænder relativt bredt og inkluderer hiphop, ekstremmetal, prog rock, jazzfusion, synthmusik, retrorock og en anelse pop og singer/songwriter. Udvalget afspejler selvfølgelig mine personlige præferencer og hvad jeg primært har lyttet til i 2015.

Drake fik i 2015 internettet til at gå amok med Hotline Bling-videoen, Kendrick Lamar dominerede alt med mesterværket To Pimp a Butterfly, og Adele lavede et gigantisk comeback, men det var dog Faith No More og Dr. Dre, der stod for årets bedste comeback i min bog.

Hiphop havde et suverænt år, både kunstnerisk og kommercielt, og bød på gode album og mixtapes fra mere rutinerede navne som Drake, The Game og Pusha T, mens mange debuterende navne som Travi$ Scott, Fetty Wap, Rae Sremmurd og Vince Staples fik masser af opmærksomhed.

Anderledes var det indenfor metalgenren, hvor metaltrætheden synes at skinne igennem hos de store bands. Veteraner som Iron Maiden og Slayer udgav rutineprægede og middelmådige, hvis ikke direkte dårlige album, hvilket giver anledning til en genoplivning af klichéen om, at man ikke kan spille rock eller metal når man bliver gammel eller anerkendt. Gad vide, om Metallica nogensinde tør prøve at udgive noget nyt.

Til gengæld spirede metalundergrunden af en uendelig mængde kreativitet og aggression, som virkelig er værd at bemærke. Derfor fylder det en del på min liste.

Popmusikkens uforudsigelighed er en stor del af dens attraktion, og i år teamede Miley Cyrus så op med The Flaming Lips og lavede årets vel nok vel nok største makværk, Miley Cyrus & Her Dead Petz, som af en eller anden mærkværdig årsag stadig kunne få en 5-hjertet anmeldelse i Politiken. For hvor Miley har en stor stjerne hos mig som rebelsk feministisk frontfigur, så er det bare ikke særlig spændende, når det udmønter sig i musik, der er mere navlepillende og selvoptaget end rebelsk og interessant.

Til gengæld var der så meget andet godt, og årets bedste popomkvæd står mellem enten Carly Rae Jepsen eller newcomeren Grace Mitchell:

I mainstream-Danmark udgav The Minds of 99, de nye Nephew, deres andet album til stor anerkendelse og forstærkede deres folkelige appel, mens Rasmus Seebach, tro det eller ej, lavede et glimrende popalbum, og Mø sammen med Major Lazer fik rekorden i at have Spotifys mest afspillede sang med Lean On.

Det var dog ikke så meget det, der optog mig. For mens dansk musik for det meste er en andedam, var der alligevel andet, der var værd at lægge mærke til. Den kristne folkgruppe Kloster, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, udgav Half Dream, Half Epiphany, et glimrende album, som gør en helt varm og salig. MellemFingaMuzik gav gaden en stemme og fik med Gilli et radiohit om røverier med elefanthue på, Bisse fabulerede frit og skævt på tre plader (og der er en fjerde på vej), mens metalbandet Oxx blandede både jazz og ekstremmetal på deres noget særegne debut, Bury the Ones We Love and Burn the Rest. Så det er ikke fordi, der ikke sker noget.

Jeg ser frem til et 2016, der formentlig kommer til at være lige så godt. Der er album på vej fra tidens største navne som Kanye West, Rihanna og Drake, der nok skal gøre alt for at leve op til hypen og omtalen, og der er lagt op til comebacks for Radiohead, Tool, Nine Inch Nails og måske også 80’er-gruppen Tears For Fears? Albumåret er i hvert lige startet med David Bowies Blackstar, der allerede lægger en god standard.

Nedenfor kan du hermed se min opgørelse over de bedste album fra 2015, som jeg hver især har skrevet en kommentar til. Næsten alle pladerne kan høres på Spotify eller Youtube.

anekdoten-2015-until-all-ghosts-are-gone

  1. Anekdoten: ‘Until All the Ghosts Are Gone’

Anekdoten er lidt af en anakronisme: De spiller progressiv rock som den lød i 1970’erne med snørklede guitarriffs, skæve taktarter, til tider helt jazzede akkordprogressioner og smider gerne en fløjte og saxofon ind i mikset. Until All the Ghosts Are Gone minder på mange måder om Opeths Pale Communion fra sidste år, selvom der er mindre tyngde og mere Stratocaster-lyd hos Anekdoten. Det er en samling fine sange, der alle varer mellem fem og ti minutter, men især åbneren Shooting Star er værd at fremhæve sammen med den afsluttende Our Days Are Numbered, der står som albummets stærkeste nummer. Her træder dommedags-saxofoner ind, hvilket vækker minder om især Manchester-bandet Van Der Graaf Generator, og i en spændingsmættet opbygning blæses der intensiverende op til et klimaks, der aldrig kommer. Nummeret slutter brat, og uforløsningen bliver en form for forløsning i sig selv. Apokalypsen kom vist før tid.

promoted-media-optimized_5536d067d478f

  1. Terence Blanchard feat. The E-Collective: ‘Breathless’

Jeg havde aldrig hørt om jazztrompetisten Terence Blanchard, før dette album på en eller anden måde kom ind under min radar. Ikke desto mindre har Blanchard været aktiv i 35 år, hvor han tidligt i sin karriere spillede med Art Blakey and the Jazz Messengers, før han gik solo. Han har sidenhen primært holdt sig til en hard bop-tradition, men det er ikke tilfældet på Breathless, der er indspillet med hans nye kvintet The E-Collective, og som er udgivet på det legendariske jazz-label Blue Note. Det er fusion, der veksler mellem straight-up jazz, funk (Compared to What), spoken word (titelnummeret og Talk to Me), r’n’b-soul (Shutting Down) og mere tunge, næsen prog rockede indslag (som på Confident Selflessness og Cosmic Warrior), og foruden egne kompositioner kommer de også omkring fortolkninger af både Hank Williams og Coldplay. Blanchards spillestil og bandets stilistiske smidighed trækker (selvfølgelig, fristes man til at sige) på Miles Davis, hvis slut-1960’er-70’er-periode lader til at være en stor inspiration. Med sine tæt på 80 minutter er Breathless (for) lang, men ikke desto mindre et afvekslende, varieret og behageligt lyt.

john-carpenter-lost-themes

  1. John Carpenter: ‘Lost Themes’

Som noget af en overraskelse kom den 67-årige filminstruktør John Carpenter i februar med sit første soloalbum med den passende titel Lost Themes. Carpenter er kendt for selv at have komponeret musikken til mange af sine film, blandt andet det nærmest ikoniske tema til Halloween fra 1978, så det er på sin vis meget oplagt. Der er boblende synthesizere, poleret og reverb-fyldt distortion-guitar og computertrommer over det hele, der er både helte-temaer og dystopiske lydbilleder, og på trods af at det egentlig er håbløst retrospektivt og bedaget, så rammer Carpenter alligevel tidsånden, hvis man tager i betragtning, at kitschede 1980’er-hyldester er at finde mange steder i populærkulturen, her især inden for synthwavebølgen, hvor succesfulde Kavinsky står i front.

a3503731580_10

  1. Monolord: ‘Vænir’

Selvom sidste års debut Empress Rising var lige dét mere invaderende, er der ikke nogen tvivl om, at doom-bandet Monolord med ’Vænir’ har lavet et stærkt album. Monolord excellerer ikke i sangskrivning, for deres opskrift er efterhånden meget genkendelig, men det er derimod den mastodontiske og tonstunge lyd, man som lytter kan svæve sig helt væk i. Arven fra Black Sabbath og Electric Wizard er skåret ud i granit, og riffet i en sang som We Will Burn er værdigt til allerede at blive skrevet ind i en kanon over mighty riffs. Desværre kammer Sabbath-hyldesten helt over i det meget korte Planet Caravan­-indslag The Cosmic Silence, før det 16 minutter lange titelnummer, der slet ikke kan holde til sin længde, lukker albummet af.

SOM 349LP (GDOB-30H3O1-001).indd

  1. Der Weg einer Freiheit: ‘Stellar’

Der Weg einer Freiheit er en tysk black metal-gruppe, og Stellar er deres tredje album. De bevæger sig inden for den atmosfæriske og stemningstunge black metal, som danske Solbrud blandt andet også mestrer, og for genrepuritanister er det sandsynligvis ikke blandt årets bedste album, men Stellar er langt hen ad vejen brutal, afvekslende, dynamisk og mest af alt indfangende.

lorange

  1. Kool Keith/L’Orange: ’Time? Astonishing!’

Jeg havde ikke noget forhold til Kool Keith (eller de historisk vigtige The Ultramagnetic MC’s, som han var en del af), før jeg så ham på årets Vanguard Festival i Søndermarken, hvor han gav hvad man nok vil kalde en højst middelmådig koncert. Ikke desto mindre blev jeg gjort opmærksom på Time? Astonishing!, et album lavet i samarbejde med produceren L’Orange, via bloggen HipHopAnmeldelser, og albummet er en betagende, syret og spacet størrelse. Over skæve, helt jazzede og yderst fængende beats fortæller Kool Keith vist en historie om tidsrejse, som er lidt svær at hitte rede i – men flowet og L’Oranges beats taler mere end for sig selv, så de 30 minutter pladen varer, er helt bestemt godt givet ud.

kadavar-berlin

  1. Kadavar: ’Berlin’

Fra den retrorockbølge, som har fyldt rigtigt meget i undergrunden og dele af metal-mainstreamen de seneste fem år, er Kadavar så absolut mine favoritter. Debuten var en opvisning i skarpt skåret stonerrock med psykedeliske udskejelser, der pegede på både Black Sabbath og Hawkwind som inspirationskilder, og selvom opfølgeren ikke holdt samme niveau, var det en værdig plade nummer to. Jeg ville så gerne have, at dette tredje album Berlin var et moderne rockmesterværk, men det er det desværre langt fra. Kadavar er her så småt ved at køre træt i deres egen formel, og de forsøger derfor at skubbe grænserne for deres musik uden at miste sig selv. En synthesizer dukker op, omkvædene er blevet væsentligt mere melodiske, og den stoner-tyngde, der var at finde på debuten, er væk. Det går for det meste fint, men der er stadig knaster, og pudsigt nok er de bedste numre dem, hvor Kadavar holder sig til sin gamle formel – som på Last Living Dinosaur og Thousand Miles Away From Home. På trods af svage momenter rocker det stadig hele vejen igennem, men jeg så gerne, at Kadavar skar mere ind til benet og lavede et mere kompakt album på 40 minutter med en otte sange frem for de 11 (12 hvis man tæller bonusnummeret med), der er at finde på Berlin.

a3596167080_10

 

  1. Mondo Drag: ‘Mondo Drag’

Mondo Drag er langt fra nyskabende. De er ligesom Kadavar forbandet retro, hvilket da også er indtrykket man får af albumcoverets spacy og små-orientalske motiv, der ligner noget, som Yes eller Camel kunne have udgivet i 1970’erne. Men selvom Mondo Drag (eller Self Titled, som den også hedder rundt omkring på internettet) ikke byder på revolutionerende landvindinger, så viser bandet et solidt greb om en både psykedelisk og progressiv rockmusik. Pladens boogierock-elementer er rimeligt forældede, men Mondo Drag udfordrer sig selv og lytteren og laver sange, der er både spændende, udfordrende og bagstræberiske.

uncle-acid-_-the-deadbeats-the-night-creeper-43945-1

  1. Uncle Acid and the Deadbeats: ’The Night Creeper’

Hypen omkring britiske Uncle Acid & the Deadbeats er faldet ned efter de var nærmest uundgåelige omkring udgivelsen af den solide Mind Control i 2013, men de har arbejdet hårdt for at bevise, at de er kommet for at blive. De har turneret heftigt, blandet andet som opvarmning for Black Sabbath, og har været forbi Danmark tæt på 10 gange nu. Alt er ved det samme på The Night Creeper – vintagelyden, Sabbath-inspirationerne, det psykedeliske snit og horrortemaerne (her vistnok om en seriemorder). Albummet er som helhed mere konsistent end Mind Control og indeholder nogle af deres hidtil bedste sange såsom Waiting For Blood og Pusher Man.

locrian_1437502316_crop_560x550-0

  1. Locrian: ‘Infinite Dissolution’

Infinite Dissolution har vist nok en tematisk fortælling om jordens eller menneskehedens undergang, men det er på ingen måde det, der fylder mest, når man lytter til albummet. Ganske vist er stemningen apokalytisk, men den er også fortættet, intens, stemningsmættet og ikonoklastisk. Det er mandens møde og sammensmeltning med maskinen i en nihilistisk verdensorden, hvor ting bygges op udelukkende for at rives ned igen. Locrians blanding af drone, industrial, black metal og noise er dragende og brutal.

zun_zun_egui_-_shackles_gift

  1. Zun Zun Egui: ‘Shackles Gift’

Bandet med det pudsige navn Zun Zun Egui (der rimelig meget skal udtales som det står skrevet) er en lige så pudsig størrelse. De er et multinationalt band på den måde, at de er baseret i England, men Kushal Gaya, der er frontmand, sanger og guitarist stammer fra østaten Mauritius (der regnes som en del af Afrika), mens keyboardspilleren Yoshino Shigihara er fra Japan. Og det er til at høre i musikken, der fusionerer rock, postpunk, afrobeat og det, man i mangel af bedre kalder verdensmusik til en funky, groovy og elastisk verdensrock. Der er spændstige rocksange, soulede slow jams og polyrytmik i lange baner, og Zun Zun Egui viser med autoritet, at rock ikke (bare) er for hvide mænd. Shackles Gift udkom i januar og er gruppens andet album. I juni gik de desværre i opløsning, så albummet her ender sandsynligvis som en hemmelighed for de indviede. Dermed er der blot endnu mere grund til at lytte til det.

a2703310642_10

  1. Sulphur Aeon: ‘Gateway to the Antisphere’

Lad det være sagt med det samme: Prisen for årets fedeste albumcover går ubetinget til Sulphur Aeon. Man skal bare kigge på omslaget til Gateway to the Antisphere for at vide, at det er et fuckin’ fedt album. Det er en af de ting, metalgenren kan i modsætning til alle genrer: Lave artwork, der er grufuldt og dragende, som appellerer til ens indre barn, og som på baggrund af det alene giver en lyst til at høre musikken. Det er den voksne mands ækvivalent til barnets monsterlegetøj. Heldigvis for den tyske trio Sulphur Aeon er deres andet album også et dødsmetal-bæst af karat, og ligesom debuten har albummet et tematisk udgangspunkt i H.P. Lovecrafts horrormytologi om tentakelmonsteret Cthulhu. Selvom musikken er fandens aggressiv, så er det ikke tyngde og brutalitet, som ellers er fællesnævneren for så mange andre dødsmetal-grupper, der er i fokus her. Det er tværtimod en foruroligende stemning og tematisk passende atmosfære, der er albummets epicenter, og som aggressionen understøtter.

unnamed-600x600

  1. Red Pill: ’Look What This World Did To Us’

Rapperen Red Pill med det borgerlige navn Chris Orrick er fra Detroit-forstaden Redford, og det er den kedelige tilværelse som taber i en by uden muligheder, der fungerer som udgangspunkt for hans tekster. Over støvede beats bygget på soul-, blues- og jazz-samples rapper han om håbløsheden, kedsomheden, sine dårlige ryge- og drukvaner og de penge, han ikke har. Det lyder ikke videre festligt, men livsleden går hånd i hånd med humoren, og det hele er skarpt leveret, bedst opsummeret på nummeret Rap Game Cranky i en parafrase over Drake: ”Started from the bottom, and I’ll stay there”.

fjm-iloveyouhoneybear

  1. Father John Misty: ’I Love You, Honeybear’

Singer/songwriteren Father John Misty har fyldt meget i løbet af året 2015 og har været en succes hos både anmeldere og publikum, hvilket har været tydeligt her til lands, hvor han optrådte på Roskilde Festival og solgte Store Vega ud to gange i efteråret. Nu er der så arrangeret tre koncerter mere til foråret, og det er sådan set forståeligt nok, for I Love You, Honeybear er også et forrygende album med velskrevede sange og intrikate arrangementer. Josh Tillman crooner, satiriserer, råber og forfører og indtager en rolle som luset gentleman, der har mere ondt i leveren end i hjertet, og det er stærkt underholdende. Det bliver heldigvis aldrig for fjollet, hvilket ellers kan være bagsiden ved humor i musik, fordi sangene sagtens kan stå for sig selv.

shining_ibs_front_000

  1. Shining: ’International Blackjazz Society’

Norske Shining med guitarist, saxofonist og sangskriver Jørgen Munkeby i front har i løbet af 15 år gennemgået en musikalsk forvandling fra akustisk jazz-kvartet til manisk, eksperimenterende jazzmetalband til nu at have fundet sig til rette (virker det til) et sted, der kombinerer en tung industrial-rock med progressive (metal)elementer. Harmonisk og klangligt befinder vi os inden for en rock- og metaltradition, og den grynede og støjende lyd vækker minder om 90’ernes Nine Inch Nails, mens saxofonsoloerne sender hilsner til 70’ernes King Crimson. International Blackjazz Society minder meget om forrige album, One One One, og Shining er her klart bedst, når de udfordrer sig selv og udforsker nyt territorie – som når de rytmiske skemaer ophæves og Munkebys saxofon får frit spil (før bandet sporadisk finder hinanden) i den freejazzede House of Warship, der leder over i House of Control, Munkebys vel nok første powerballade.

efc3a4f25b83a143df29983c11184a6b-1000x1000x1

  1. Dr. Dre: ’Compton’

16 år efter 2001 og 23 år efter The Chronic, begge klassikere på hver deres måde, kom Dr. Dre (efter den længe ventede Detox var skrottet) ud af det blå med Compton, følgeskabet til N.W.A-filmen Straight Outta Compton. Endnu engang har han et arsenal af gæsterappere med, der spænder over tre-fire generationer – fra helt gamle venner som Ice Cube og Snoop Dogg til protegér som Eminem og The Game til den nyere kæmpestjerne Kendrick Lamar til ukendte navne som Anderson .Paak og King Mez. Dre er den store orkestrator, der med det forkromede overblik sætter scenen, og selvom det ikke er den spændstige G-funk fra The Chronic eller den festegnede gangsta rap fra 2001 er det en stilsikker West Coast-hiphop med fyldige og detaljerige produktioner. Fra den helt euforiserende start i Talk About It til den afsluttende trompetsolo i Talking to My Diary er der sådan set ikke nogle svage numre, men om Compton bliver en klassiker på linje med Dr. Dres to andre soloalbum, er ikke til at sige endnu.

  1. Cattle Decapitation: ’The Anthropocene Extinction’

Jeg stiftede bekendtskab med øko-veganer-deathgrind-gruppen Cattle Decapitation efter udgivelsen af deres forrige album, Monolith of Inhumanity, der flere steder blev kåret til at være deres hidtil bedste. Uden helt at have min hjemmel i orden kan det samme sandsynligvis siges om The Anthropocene Extinction, der er tre kvarters nådesløs øretæsk om en menneskehed, der er ved at gå til grunde – som albumtitlen, coveret og en sangtitel som The Burder of Seven Billion understreger. Men midt i al brutaliteten har Cattle Decapitation en særlig force i Travis Ryans vokal, der veksler mellem det helt dybe growl og en gåsehudsfremkaldende variation, der er melodisk og forvrænget på en og samme tid, og man kan nærmest fornemme stemmebåndsvibrationerne, når han i Not Suitable For Life skrigeskråler: ”How can you look me in the eye?”

  1. VHÖL: ’Deeper Than Sky’

”Supergruppen” VHÖL, der blandt andet består af medlemmer fra YOB og Agalloch, har begået årets mest underholdende metalalbum. Deeper Than Sky er en ode til 1980’ernes metal, og her står thrash metal-riffs, tapping-soloer og en lang række opfindsomme idéer i kø i en hæsblæsende blanding, der er progressiv og spacy og minder om både tidlig Metallica og Voivod med en anelse Judas Priest. Der leges med både lyde og virkemidler, som når forskellige former for guitar-overdrive og distortion overlapper i det 12 minutter lange titelnummer, eller som når guitaren skæres fra for at gøre plads til en klaversolo over et hurtigt trommebeat i sangen Paino (en ganske bevidst stavefejl).

rae-sremmurd-sremmlife-album-artwork

  1. Rae Sremmurd: ’SremmLife’

SremmLife er lyden af brødrene Slim Jimmy og Swae Lee, der har en kæmpe fest over beats af Mike WiLL Made-It (der også har produceret for Rihanna og Miley Cyrus), og medmindre man har en aversion mod den her form for poppet rap, er det noget, der smitter af på lytteren. Alt fra den hypnotiserende repetition på Unlock the Swag til megahittet No Type og ansvarlige afslutter Safe Sex Pay Checks leveres med begejstret overskud som om de to unge fyre lige har fundet ud af, at verden er stor og sjov. Det er svært ikke at falde for, og selv når et følsomt emne som ekskærestekvaler kommer på bane på My X, fejes det af med vanlig rapper-arrogance som i linjen: ”Don’t call my phone asking can we start over/She interrupted me counting my money, I had to start over”.

  1. Steven Wilson: ’Hand. Cannot. Erase’

Britiske Steven Wilson har siden debuten med sit band Porcupine Tree i 1991 og som soloartist været næsten alle genrer igennem: Fra den rene pop-rock til jazzet prog rock til psykedelia og krautrock til ekstremmetal til ambient og elektronisk trance. Han er diversiv ud over det sædvanlige, har et vanvittigt højt ambitionsniveau, og jeg kan i det hele taget ikke komme i tanke om andre moderne sangskrivere og musikere, der har holdt et kvalitativt niveau og leveret mesterværker så stilistisk spredt som Steven Wilson. Derfor er det også et mysterium, at Wilson næsten udelukkende omtales i esoteriske prog rock-cirkler og aldrig i mainstreammedier eller dagblade (med det forbehold at Information og B.T. faktisk anmeldte en Porcupine Tree-koncert tilbage i 2010, og at Gaffa har anmeldt et par album). På Hand. Cannot. Erase tager Wilson sit brede musikalske spekter i en mere tilgængelig retning og lægger helt klassiske og vidunderlige pop/rocksange op af 10-minutters rocksymfonier. Albummet understreger endnu engang Wilsons evner som både komponist, bandleder, musiker, sanger og producer, men som lytter og fan sidder jeg stadig tilbage med fornemmelsen af, at den evige udforsker har udforsket dette område før.

  1. Faith No More: ’Sol Invictus’

Faith No More (og Mike Patton især) har altid haft en stor stjerne i min bog, og selvom alt-rock/skizometalheltene nærmest inkarnerer den skæve side af 1990’ernes postmodernisme med deres sprængfarlige tyngde, funkbas, catchy omkvæd og elementer fra soul, hiphop og thrash metal, så var et comeback mere end velkomment, netop fordi denne eksperimenterende kerne er noget, der i stor stil mangler i dagens rocklandskab. Og Faith No More viser med bravur, at de stadig kan. Efter 18 års albumpause lyder de stadig enormt meget som sig selv (som om de bare havde været i kiosken for at hente smøger, som en Devilution-skribent formulerede det), men de gør det med en revitaliseret tyngde og energi, som i min optik manglede på 1997’s Album of the Year. Mike Patton er albummets omdrejningspunkt som den psykopatiske gentleman, der skiftevis crooner og skriger, hvisker og skråler, og selvom Sol Invictus efter (for) mange gennemlytninger virker lidt flad, så har bandet skabt en af karrierens bedste sange (hvilket siger ikke så lidt) med Ennio-Morricone-går-amok-hymnen Cone of Shame.

  1. Kamasi Washington: ’The Epic’

The Epic er et kæmpeværk så stort, at det er næsten ubegribeligt at fatte. Selvom saxofonisten Kamasi Washington har været aktiv i over 10 år og blandt andet har udgivet et album som del af kvartetten Young Giants samt medvirket på hiphop/fusionsalbum som Flying Lotus’ You’re Dead! og Kendrick Lamars To Pimp a Butterfly, så skal man virkelig være sikker i sin sag for ikke at knække halsen på et tredobbelt debutalbum med en samlet spilletid på næsten tre timer. Men det lykkes for Washington og hans gruppe The Next Step, der kaster sig over Coltrane-ish temaer, fusionsjazz, spirituel jazz og en klassisk komposition som Debussys Clair de lune uden at det nogensinde falder til jorden. De enkelte vokalnumre er de mindst interessante her på albummet, for det er i det instrumentale sammenspil, at de brillerer, som i nummeret The Magnificent 7, der er ekvilibristisk fusions-himmelflugt, som efterlader en målløs. Præcis hvor meget arbejde, der er lagt i at indspille, producere og mixe det her storværk til perfektion er svært at fatte.

  1. Deafheaven: ’New Bermuda’

Med Sunbather fra 2013 blev blackgaze-gruppen Deafheaven et af de mest diskuterede navne inden for metalmiljøet. Et var, om Deafheaven overhovedet kunne anerkendes som et metalband, noget andet var karakteren af den måde, de brugte black metal på: Var det appropriation og gentrificering af metallens måske mest hårdhudede subgenre og subkultur – eller var det et godhjertet forsøg på at skubbe black metallen i en anderledes retning, der fik dem til at bringe shoegaze, postrock og indie-elementer ind i deres musik? Det er en længere diskussion, der har affødt pinlige skriverier fra begge sider, og som heldigvis ikke spiller den store rolle længere. For det vigtigste er, at New Bermuda (i min optik) er et langt bedre album end Sunbather. Det er et bredere, mere kontrastfyldt album, der går fra huggende riffs og susende blastbeats til forfinede og omfavnende modstykker. Det er et helstøbt værk, der helst skal høres fra start til slut, og undervejs kan man høre paralleller (hvis ikke direkte referencer) til så vidt forskellige kunstnere som Metallica, Slayer, Oasis og Explosions in the Sky.

  1. The Weeknd: ’Beauty Behind the Madness’

Abel Tesfaye, canadieren bag kunstnernavnet og pseudonymet The Weeknd, bragede igennem til den brede mainstream, først med Earned It, der var at finde på 50 Shades of Grey-soundtracket, og især med Can’t Feel My Face, der blev sommerens, hvis ikke årets, største pophit. Før det havde hans dystre sex- og narkofikserede nattelivs-r’n’b haft et mere dedikeret undergrundsfølge oven på de tre mixtapes, han slap i løbet af 2011. På Can’t Feel My Face allierede han sig med popguruen Max Martin, og det blev flittigt diskuteret, om The Weeknd var dette årtis bedste bud på Michael Jacksons arvtager. Det helt store popbrag udeblev dog, da Beauty Behind the Madness udkom, for The Weeknd havde endnu ikke sluppet den døsige r’n’b helt. Til gengæld er lyden og sangskrivningen blevet udvidet og åbnet, og der er både plads til slow jams og orkesterudladninger ved siden af de både larmende synths og Tesfayes melodiske vokal. De ældre pladers formular bliver også forfinet, måske bedst på mesterstykket og megahittet The Hills, hvis omkvæd lader tekst og musik gå op i en højere enhed, eftersom det distancerede forhold portrætteret i teksten afspejles af distancen mellem Tesfayes falset og den tunge, boomende bas. Albummet her kan meget vel være det springbræt, der skal til for at Tesfaye går i en ny retning, men på Beauty Behind the Madness står han i vadestedet mellem opkomlingens indadvendthed og megastjernens udadvendthed, og det er der kommet et suverænt og desillusioneret r’n’b-popalbum ud af.

  1. Zombi: ’Shape Shift’

Zombi er en af de bedste og mest interessante grupper, jeg opdagede i år. En instrumental duo fra USA, der med synthesizer, bas og trommer i lidt over ti år har udvisket grænserne mellem prog, spacerock, synthwave og sågar disco. Shape Shift lyder som et miks mellem progbandet Rushs instrumentale udskejelser og John Carpenters synth-filmscores – og måske er der også lidt Jean-Michel Jarre i mikset. Zombi har taget deres navn fra den italienske titel på George A. Romeros horrorklassiker Dawn of the Dead, som prog-gruppen Goblin lavede musikken til, og passende nok har de to grupper været på turné sammen. Shape Shift tog mig med storm, og der er ikke ét eneste svagt nummer på – men afslutteren Siberia II må simpelthen fremhæves. Et næsten 15 minutter langt og doomy nummer bestående af ét tungt synthriff, som der bygges et groove op omkring. Det er hypnotiserende, spændingsopbyggende og vanvittigt forløsende, og som lytter får man virkelig mulighed for at fokusere på dybden i synthesizerens klang i det langsomme groove. Den slags spacy synth-doom har simpelthen ikke ramt mine ører før.

  1. Florence + the Machine: ’How Big, How Blue, How Beautiful’

Jeg havde ellers afskrevet Florence + the Machine som endnu en småprætentiøs indiegruppe, som fik fast dækning i Gaffa og ikke rigtigt var værd at holde øje med. Indtil jeg hørte førstesinglen What Kind of Man fra How Big, How Blue, How Beautiful, som efterfølgende viste sig at være en fryd fra start til slut. Der er simpelthen så mange memorable omkvæd, hooks og instrumentale finesser, at det er til at falde i svime over, om det så er orkestret i titelnummeret, omkvædet i Delilah eller backingkoret i Caught, der kalder på Fleetwood Macs storhedsdage.

melecheshenkicover_638

  1. Melechesh: ’Enki’

Enki er 2015s bedste bud på at ramme noget, der ligner 2014s store metalmesterværk, Behemoths The Satanist. På trods af, at grupperne er meget væsensforskellige, har begge album den samme forfinede fræsen over sig. Men hvor Behemoth lavede en vellykket og velskrevet orkestral blanding af black- og dødsmetal, spiller Melechesh en black/thrash-hybrid, hvor de tilsætter mellemøstligt harmonisk materiale, hvilket adskiller dem fra stort set alle andre metalbands. De har selv navngivet deres stil Mesopotamian metal, og hvorvidt det skal anses som en dybt seriøs betegnelse eller som en ironiseren over metallytternes evindelige fetichistiske subgenrenørderier, må være op til en selv at bedømme. Melechesh har desværre den uvane at have stille instrumentale numre med, der er alt for lange og ødelægger albummets flow. Det sker også her, men til gengæld er det 12 minutter lange afslutningsnummer (der også er albummets bedste) The Outsiders hele ventetiden værd. Enki er forbandet godt håndværk, der må leve op til enhver ekstremmetalfans krav om tempo, brutalitet og solide riffs.

  1. Vince Staples: ’Summertime ’06’

Long Beach-rapperen Vince Staples har med sin debut været den faste newcomer (sammen med Courtney Barnett) på mange mediers listeopgørelser over 2015 og det med rette, for Summertime ’06 er et hiphop-(dobbelt)album af karat. Det vil være en fejl at kalde det for gangsta rap, for det er ikke gadekrigerens hævdelse af sig selv, der er i fokus her. Det er en skildring af livet i ghettoen, af splittelsen og fortvivlelsen, der følger af politibrutalitet, stigmatisering, dårligdomme og manglende sikkerhed. Den indsigt formidler Vince Staples nervepirrende intenst og med stor autoritet over brummende, raslende, perkussive beats lavet af blandt andre No I.D. og DJ Dahl, der har arbejdet med A-liste navne som Kanye West, Kendrick Lamar, Dr. Dre og Jay Z. Stilen lægges fra første linje, der lyder ”I’m just a nigga”, og herfra bliver lytteren holdt i et jerngreb indtil sidste sang.

  1. Zebras: ’The City of Sun’

Zebras er en trio fra Milwaukee, Wisconsin, der endnu har til gode at få en sang til at passere de 1.000 afspilninger på Spotify. De spiller rasende smadret crossover, som lander lidt tættere på rå thrash metal end den hardcore punk, de tydeligvis også er inspirerede af. Jeg opdagede The City of Sun, deres andet album, gennem det glimrende site Invisible Oranges, der altid er værd at holde øje med, hvad angår undergrundsmetal. Det store twist her er, at Zebras ikke har nogen bassist, men en kvinde til at spille synth i stedet for, selvom det på ingen måde er noget, der falder en ind, når man umiddelbart hører albummet. For The City of Sun er et frontalangreb uden lige. Produktionen er grum, beskidt og in-your face, og trods manglen på bas er der ikke mangel på bund i lydbilledet. Trommerne har punch, og guitaren larmer på en måde, jeg ikke har hørt på et metalalbum længe. Zebras kaster sig ubesværet ud i det ene lede groove efter det andet, de massive riffs står i kø, sanger Vincent Presley skriger sine lunger ud, og man må som lytter hive efter vejret for at kunne følge med. At lytte til The City of Sun er som at få knytnæveslag i ansigtet igennem 30 minutter, men i stedet for at gøre nas, forstærker hvert slag bare den ubeskrivelige, adrenalinpumpende fornøjelse.

  1. Kendrick Lamar: ’To Pimp a Butterfly’

Fra den dybeste metalundergrund til hiphoptronens nye indehaver: King Kendrick. To Pimp a Butterfly er et moderne mesterværk, og der er allerede skrevet så meget om det her album, at jeg ikke føler behov for at gentage hvad der er blevet sagt en million gange.

Min egen oplevelse var besynderlig. Ved de første lyt var jeg mest bare forvirret over strukturen og længden. Jeg blev irriteret og senere følte jeg mig enormt distanceret af den årsag, at jeg tænkte, jeg slet ikke var en del af målgruppen for det her album. Og det kan der også være en pointe i, for med sit sammenkog af afrikansk-amerikansk musikhistorie i form af jazz, soul, funk og r’n’b er albummet i høj grad det, man kalder en black experience. Jeg mente simpelthen, at jeg var for hvid til at kunne forstå det og sætte mig ind i, hvad det handlede om.

Indtil ved cirka femte lyt, hvor der skete et knæk i kurven, da jeg på cyklen hørte Mortal Man, albummets sidste nummer, hvor Kendricks digt, som er blevet reciteret i længere og længere bidder igennem albummet, kommer i fuld længde. Det var som om alle brikkerne faldt på plads, og jeg fattede præcist hvor sammenhængende albummets 79 minutter er.

Kendrick kommer omkring alt: Omkring livet i ghettoen, vejen væk fra den, og dernæst skyldfølelsen over at have efterladt sine kære derhjemme. Omkring racismen, der gennemsyrer nationen, om det så er på gadeplan, i samfundets institutioner eller i den musikindustri, han selv er blevet en del af som stjerne. Omkring den kapitalisme og materialisme, der holder folk fængslet i forbrug. Omkring den politibrutalitet og racial profiling, der er en daglig trussel for USA’s sorte befolkning. Omkring den vold og korruption, der er ved at æde de sorte samfund op indefra. Og ikke mindst omkring det at være en sort mand i et land, der stadig bygger på hvide menneskers værdier, regler og normer. Som Kendrick på albummet bevæger sig fra selvhad til selvbekræftelse bliver det ikke bare et spørgsmål om hans egen identitet, men hele det sorte samfunds identitet. Og den identitet behandles og forhandles sammen med hele den afrikansk-amerikanske musiktradition.

Hvad Kendrick formår at komme omkring og behandle på det her album er ikke bare imponerende, det er himmelråbende imponerende. Der kunne skrives en hel afhandling om det, og det ville ikke engang være nok. Og for hvert lyt er det som om, der kommer endnu en nuance med – i en sangtekst eller ny kontekst.

Det er et åbent og skræmmende indblik ind i en verden, vi bliver nødt til at forstå, men alligevel er Kendrick optimistisk og håbefuld. Og derfor er To Pimp a Butterfly ikke bare et stort værk, men også et vigtigt et af slagsen.

Kendrick har besejret tronen og sandsynligvis lavet dét hiphop-album, 2010’erne huskes for i fremtiden. Spørgsmålet er nu, hvordan han nogensinde vil kunne følge op på det.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s