OPSAMLING: Inden jeg kommer med mit bud på, hvordan 2015 musikalsk har set ud, har jeg formuleret en kritik af den kedelige konsensus, der hersker på årslisterne og i mediedækningen hos internationale såvel som nationale musikmedier og dagblade.

Man skal ikke langt ind i december, før årslisterne dukker op i hobetal hos alverdens musikmedier og blogs. Jeg har altid fundet trangen til at offentliggøre årslisterne midt i december pudsig – for selvom årets sidste to-fire uger som regel er sløve på musikfronten, vil der altid dukke ting op. Sidste år var det D’Angelo, der sammen med gruppen The Vanguard gjorde et stormende comeback med albummet Black Messiah, og i år landede Pusha T’s længe ventede King Push – Darkest Before Dawn: The Prelude eksempelvis midt i årsliste-opgørelserne – mens den kære Motörhead-frontmand Lemmys død den 28. december i retrospekt må stige til tops blandt årets største tab af personligheder sammen med Ornette Coleman og B.B. King.

Noget, der altid undrer mig, når jeg læser års-opsamlinger, om det så er musikmedier eller dagblade, brede som smalle, så er det hvor enige, anmelderne altid er. Der er som regel en konsensus om en fem-ti album, der næsten altid vil være at finde på alle musikmediers top 10 eller 20. Og det ud af de tusindvis af album, der udkommer hvert år.

Hvis man kigger på dette års heavy hitters, så er det især Kendrick Lamar, Grimes, Jamie xx, Tame Impala, Vince Staples, Courtney Barnett og Sufjan Stevens, der går igen på årslisterne. Det gør de hos blandt andet Pitchfork, Consequence of Sound, Spin og Stereogum, som man kan se på denne oversigt. I Danmark er billedet hos Politiken, BerlingskeGaffa og Soundvenue rimelig meget det samme.

Sidste år var det især The War On Drugs, Damon Albarn, Sun Kil Moon, FKA Twigs og St. Vincent, der var helt uomgængelige. Året før det var det Kanye West, Matthew White, Daft Punk, Vampire Weekend, Arcade Fire og Nick Cave & The Bad Seeds.

Der er album, der er så opsigtsvækkende, at de er decideret uundgåelige, og som alle må give opmærksomhed og tid. Det er tilfældet cirka hver eneste gang, Kanye West udgiver et album. Og det var tilfældet med Daft Punks Random Access Memories, der var det mest gennemproducerede siden … ja, siden Steely Dan udgav Gaucho i 1980? I år var der ingen tvivl om, at Kendrick Lamar med To Pimp a Butterfly har lavet et album, der ikke bare er hiphop-historie, men har potentialet til at blive decideret musikhistorie. Og derfor er hans dominans på årslisterne mere end berettiget.

Men det er særtilfælde, og selvom Grimes, Tame Impala, Vince Staples og mange andre viser højt niveau både kunstnerisk og håndværksmæssigt, så er den her konsensus simpelthen dødssyg i længden, og det får mig til at undre mig over, hvorfor anmeldere er så enige. Er det:

  • Fordi anmeldere tilfældigvis har samme smag, samme præferencer og dømmer efter samme kriterier?
  • Fordi medierne tænker mere på clicks og læsere og derfor retter ind efter hvad alle andre skriver og finder interessant?
  • Fordi de her plader simpelthen bare er de bedste?

Den sidste mulighed kan vi lynhurtigt stryge, for bag alle de her valg, kriterier, principper og præferencer ligger en lang række fravalg og dybt subjektive meningstilkendegivelser. Medier som Pitchfork og Consequence of Sound dækker egentlig ganske bredt, og der kan være plads til både undergrundsmetal og mainstreampop, hos Pitchfork også jazz-(gen)udgivelser. Det er bare sjældent noget, der kommer til udtryk, når året skal evalueres.

De plader, der som regel fremhæves som årets bedste, kan groft sagt inddeles i fem genrekategorier: Rock, pop, hiphop, elektronisk og singer/songwriter (her inkluderet folk og indie). Rock og pop er så brede genrebetegnelser, at det kan dække snart sagt alt – poppen gælder både den øverste mainstreampop som Taylor Swift og Rihanna, den skæve pop som Grimes laver, og den mere bandorienterede som Beach Houses drømmepop. Garagerock, alternativ rock, indierock (hvad det så end betyder efterhånden), shoegaze og lignende er stadig i relativt høj kurs. Hiphoppen er større end nogensinde (og lige så relevant, spændende og spraglet som i 1990’erne), elektronisk musik er blevet integreret allemandseje (så længe det ikke bliver ekstrem techno eller hardstyle) og singer/songwriter-genren (hvis man godkender det som en genre) er den nye rockistiske højborg, hvor dybfølt autenticitet, sjæleudkrængelse og akustiske guitarer spillet af skæggede mænd stadig er the shit.

Men det er sjældent, man støder på noget i medieetablissementet, der skiller sig ud fra disse kategorier, og de mest populære navne fra senere år understreger det i rimelig høj grad. Soul og r’n’b kan godt få omtale, men helst hvis det blandes op med noget eksperimenterende elektronisk (som hos FKA Twigs) eller noget mere poppet (som hos Beyoncé, der går linedans mellem pop og r’n’b, eller Matthew White, der også smækker lidt gospel og rock ind i blandingen). Den klassiske retroorienterede rock og de progressive, eksperimenterende rock-udskejelser ignoreres for det meste, ligesom pop og rock lavet uden for USA eller Europa heller ikke har nogen synderlig stor interesse. Metal, punk og hardcore kører stadig sit helt eget show på trods af, at der er nok så mange bands, der bygger broer mellem svært tilgængelige og let tilgængelige udtryk. Postpunken har godt nok fået en revival i de senere år, men det lader til, at den er ved at dø lidt ud nu, og så har man enkelte eksempler på anmelderdarlings som danske iceage, der har formået at bryde igennem til en bred skare og amerikanske Deafheaven, der bliver ført frem som metalgenrens store genrefornyere uden egentlig helt at være det.

Så er der alt det, man i mangel af bedre kalder verdensmusik, som er lidt for fremmed for hvide mennesker, der læser musikmagasiner, og som derfor ikke får nogen omtale, samt – gisp! – jazz, som rent faktisk stadig eksisterer, men lever i sit helt eget vakuum.

De store musikmediers (og deres anmelderes) opsamling af årets gang bærer altså præg af et genreudsnit, der fremhæver den vestlige verden og enten vægter de gode vokale evner (som fremragende skønsang eller et tight rap-flow), at man kan spille godt guitar eller at man kan lave noget fikst på en computer.

Der er sådan set ikke noget i vejen med alt det her, og det kan sagtens forsvares. Medierne har en profil og et særligt læsersegment, de sigter efter, og det gør de gennem musikdækningen. De har også en økonomisk bundlinje, der skal passes. Det siger sig selv, at man ikke kan komme fyldestgørende rundt om alt, så selvfølgelig skal man have en profil og en målgruppe. Men selv når man bare dækker de her fem dominerende genrekategorier er der en myriade af månedlige udgivelser, som der skal navigeres rundt i, hvor det simpelthen er lettest at tage de navne, der er kendte i forvejen. Og det er unfair over for den nye musik af høj kvalitet, der derfor må gå af andre kanaler.

Det sker selvfølgelig, at man ser helt nye og debuterende navne på årslister. Det er i år tilfældet med Vince Staples og Courtney Barnett, der også har været svære at ignorere. Det pudsige er igen bare, at det som regel er de samme nye navne, der så går igen hos alle medier. Når hver en genre er en guldgrube af ny musik burde anmelderne også være eventyrlystne nok til at finde kuriositeter frem. Det er dog sjældent tilfældet, og denne tendens peger derfor på min mulighed to, at medierne følger hinanden så snart noget nyt musik breaker og finder vej til den brede mediedækning. Men den kunne også pege på mulighed et, at anmelderne simpelthen bare er enormt enige. I så fald så jeg gerne, at anmelderstanden blev udskiftet eller opfrisket med myndige folk, der har et andet syn på dagens musiklandskab.

Spørgsmålet er her, om medierne også har en formidlende rolle og hvordan den kommer til udtryk i dækningen. Når jeg følger musikmediers dækning er det ikke bare for at blive klogere, det er også for at opdage ny musik. Har andre det på samme måde? Forventer læserne blot at se genkendelige, store pop- og rocknavne på listerne over årets bedste udgivelser eller forventer de også at finde nye ting?

Det er ikke fordi de i toppen nævnte bands og deres udgivelser er dårlige eller fordi de brede mainstreamgenrer ikke har noget at byde på, for det har de selvfølgelig. Men jeg tillader mig alligevel at spørge: Hvor mange af de her album hører folk mon stadig om fem år? Eller om ti år? Et forsigtigt bud fra mig lyder, at mange går i glemmebogen relativt hurtigt, mens vi om ti år stadig hører Kanyes My Beautiful Dark Twisted Fantasy og Kendricks To Pimp a Butterfly.

Et er det utopiske i at ville samle op på et kalenderår inden for musik. Det peger på en positivistisk tendens, hvor alt kan måles og vejes i absolutter og sættes på en snor rangeret efter kvalitet. Noget andet er, at musikverdenen er stor som bare fanden, og at vi alle bliver en lille smule fattigere, hvis vi kun lytter til det samme.

Hvis man vil se et alternativt bud på hvordan musikåret 2015 så ud, så kan man klikke over på det danske site Passive/Aggressive og se deres noget mere afvigende liste over årets bedste udgivelser – eller undersøge The Needle Drops årsliste, der er meget mere varieret, spændende og udfordrende end hvad der ellers er blevet nævnt i tråden.

Jeg kommer (selvfølgelig) også med mit eget bud, og jeg kan sige på forhånd, at den ikke kommer til at indeholde Grimes, Tame Impala, Adele eller Drake. Bare så det er sagt. Til gengæld er førstepladsen nok nem at gætte.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s