ANALYSE: Med udgangspunkt i Gilli og MellemFingaMuziks hit C’est la vie kastes et blik på bølgen af hiphop, der med S!vas i front aktivt har brugt etnicitet og klasse til at trække politik ind i dansk musik igen.


Har man lyttet til P3 i løbet af de seneste måneder, er sandsynligheden for, at man har hørt følgende linjer, stor:

Har de ikk’ hva’ de ska’ brug’
Er det på med elefanthue
De unge drenge har en plan nu
De unge drenge har en plan nu

Tekstbidden er fra sangen C’est la vie, der er det seneste hit fra rapperen Gilli, der her har slået sig sammen med hiphop-duoen MellemFingaMuzik, som udgøres af rapperne Branco og Stepz.

C’est la vie er i løbet af de sidste par måneder blevet spillet adskillige gange på P3, og på Spotify har den i skrivende stund tæt på syv en halv million afspilninger, hvilket er imponerende meget for en dansk hiphop-artist.

Det er forståeligt, for sangen har en væsentlig hitfaktor. Det er mere et popnummer end det er hiphop. Der er et omkvæd, som er både melodisk og nemt at huske. Gilli fører an med den melodiske autotune-vokal, der er en fast del af hans udtryk, og som han har været med til at gøre en del af dansk musik anno 2015. Det caribisk lydende guitarspil giver sammen med beatet og de indledende la-la-fraser en vibe, som gør sangen egnet til fest på en sommerdag, og produktionen er på mange måder let, poleret og radio-egnet.

Det spektakulære ved C’est la vie er ikke blot dens popularitet, men dens tekst. Gilli og MellemFingaMuzik har ikke lagt fingre imellem, når det kommer til at skildre livet på samfundets skyggeside i deres tekster, og C’est la vie er ikke en undtagelse. Ikke nok med at det er en hårdkogt gangsterfantasi forklædt i et poleret radiohit, det er lige så meget en sydende samfundskritik leveret af folk fra de københavnske forstæder, som kender til livet på bunden.

Det er nemlig ikke uvæsentligt, at Gilli er fra Brøndby Strand, og at Branco og Stepz er fra et endnu ikke-specificeret sted på Vestegnen (de har holdt sig anonyme siden de startede med at lave musik og er først for nylig begyndt at åbne for kendskab til deres identitet, men hvor de kommer fra er endnu ikke offentligt kendt). Det er heller ikke uvæsentligt, at Branco og Stepz er af anden etnisk baggrund, for det giver deres kritiske udsagn en anden klang.

Deruda’
Gilli blev et kendt navn, da han sammen med den dansk-iranske rapper S!vas brød igennem til mainstreamen med hittet d.a.u.d.a., der var en del af soundtracket til Fenar Ahmads debutfilm fra 2014, Ækte Vare, hvori Gilli spillede hovedrollen. Det var den første danske hiphopfilm, som forsøgte at rykke temaerne fra Eminem-filmen 8 Mile til de københavnske forstæder. Man følger Mikael fra Brøndby Strand, der arbejder som håndværker, men hellere vil tjene penge på sine evner som rapper. Da han tages under vingerne af en ældre rapper, står han over for valget mellem social opstigning og kontakten til gaden. Soundtracket består af musik fra Gilli, S!vas, Benny Jamz og Ukendt Kunstner.

Passende nok var Ækte Vare med til at profilere to af de mest signifikante personer i den nye generation af rappere og rykke dem helt op i superligaen af dansk hiphop. Men det var selvfølgelig ikke sket, hvis ikke det var for musikkens kvalitet.

d.a.u.d.a. udkom på S!vas’ EP af samme navn i september 2013 og blev et hit inden filmen fik premiere. Sangen var tæt på at blive en regulær landeplage, og det var fuldt fortjent, for i en dansk populærmusikalsk kontekst var det ikke mindre end en lille genistreg.

Det ene hit introducerede en helt ny lyd i dansk musik, et nyt sprogbrug og markerede ankomsten af nye, vigtige stemmer. Rezas produktion var knivskarp, og beatet var både fyldigt, tungt og tydeligt inspireret den trap- og crunk-lyd, som stammer fra sydstaterne i USA og i disse år fylder meget i amerikansk hiphop. S!vas’ og Gillis melodiske autotune-vokaler var lige så meget sang som rap, og teksten var et mash-up af dansk, arabisk og tyrkisk (og sikkert også flere sprog), hvilket udmundede i et gadeslang, som var lytterne så fremmed, at der blev udviklet en app til fri download, som forklarede udtrykkene og deres betydning. Og alligevel var der stadig noget umådeligt velkendt ved det hele grundet referencen til Gasolin’s På Banen (Derudaf). Det var et kollektivt statement, der pegede på et her og nu, men somheller ikke var bange for at se sig tilbage.

S!vas blev fortjent dansk musiks nye gulddreng, og han optrådte for en stuvende fuld plads på Roskilde Festival i 2014, spillede sangen til P3 Guld (sammen med Gilli) på landsdækkende tv og udsendte senere på året sin anden EP, d.a.u.d.a. II, som smed megahittet Det Gode Liv af sig.

Den brune bølge
d.a.u.d.a. markerede et vendepunkt i dansk hiphop og gjorde det tydeligt, at en bølge af nye danske rappere med tydelig minoritetsbaggrund var trådt ud af undergrunden og på vej op i mainstreamen. Denne nye generation af hiphoppere er blevet kaldt den ”brune” bølge. Alene på grund af deres baggrund bemærker de sig i en genre, der ellers har været domineret af kridhvide danskere de sidste mange år. De besidder en såkaldt ‘andethed’, men de performer og iscenesætter også denne andethed og bruger det aktivt i musikken. Selvom rappere som Marwan og Kesi havde markeret sig i årene inden, var det S!vas, der banede vejen med det store gennembrud, og med ham fulgte blandt andre Gilli, MellemFingaMuzik, Benny Jamz og Højer Øye. 2014 blev simpelthen ”perkernes år”.

Musikantropologen Kristine Ringsager er ph.d. ved Københavns Universitet og lige blevet færdig med sin afhandling, der handler om netop dette. Det kan man læse om på Københavns Universitets hjemmeside, hvor hun blandt andet udtaler:

”Rapscenen sætter nogle bestemte stereotyper i spil, og den bølge af rap, der med Sivas i spidsen har haft succes de seneste år, står fx frem på baggrund af en ’andethed’, der af mange forbindes med det lidt farlige, med gaden og imaget som gangster. Og det sælger. Problemet er dog, at rapperne hurtigt kan føle sig fanget i rollen som ’indvandrerrappere’ – noget de meget gerne vil ud over. De vil gerne aktivere deres ’andethed’, som et kreativt udtryksmiddel, men de vil ikke udelukkende ses på baggrund af den. Det er en svær balancegang. Men i bund og grund vil de jo bare gerne have anerkendelse for deres kunstneriske output, for musikken”.

Den svære balancegang viser sig direkte i musikken, hvor de forskellige artister kommer med forskellige bud på, hvordan fordelingen mellem andetheden og det velkendte kan udtrykkes.

Kristine Ringsager siger:

”Nogle bruger rappen som politisk aktivisme, mens andre gør det mere indirekte, fx gennem udvidelsen af det danske sprog. Men fælles for dem er, at de ikke anstrenger sig for at lyde som ’de lyserøde’ rappere, som tidligere ellers dominerede rapscenen. De åbner derimod, gennem musikken, op for en bredere accept og legitimering af ’andetheden’ – noget der pga. hypen omkring dem måske kan være med til at normalisere og hverdagsliggøre denne ’andethed’, men som samtidig indebærer en risiko for at bestemte stereotype billeder af brune rappere og brune unge mænd i generel forstand fastholdes”.

Det skal lige påpeges, at selvom Gilli ikke har en minoritetsbaggrund, må han betragtes som en del af den brune bølge, da han æstetisk lægger sig op af sine affiliererede. Musikken besidder mange af de samme karakteristika, han benytter sig af samme slang og rapper om mange af de samme emner. Kort sagt er hans udtryk meget ens med S!vas’ og MellemFingaMuziks. Gillis andethed består bare ikke i hans etnicitet, men i højere grad i hans klassetilhørsforhold. Det er hans baggrund som håndværker fra Brøndby Strand, som skinner igennem i hans musik, og det er det, han udtrykker i samarbejde med minoritetsrapperne.

Gilli er en vigtig brik på den måde, at nogle sandsynligvis ville affeje de brune rapperes politiske synspunkter på grund af netop deres etnicitet – at deres ’andethed’ et sted er årsagen til deres udsagn. Men det er ikke blot en kritik fra ‘indvandrerrappere’. Gillis tilstedeværelse peger på en social samhørighed, der er med til at samle kritikken og gøre den til et udsagn, der ikke blot er fra en minoritetsgruppe, men i lige så høj grad fra et bestemt lag i samfundet.

Systemkritikkens indgangsvinkel
Men hvordan udfolder den her kritik sig så?

Hos S!vas, Gilli og MellemFingaMuzik ser vi tre forskellige indgange til systemkritikken og tre forskellige måder at performe denne andethed på.

S!vas banede som sagt vejen med sit gennembrud, og det med god grund. D.a.u.d.a. var det bedste festhit, ingen havde regnet med at høre, hvilket blot gjorde det endnu større, måske endda til årets største. Det var en banger, som havde sit helt eget unikke drive, der appellerede bredt på trods af tågede vokaler og ordbrug, der meget vel var lyrisk nonsens for de fleste – i hvert fald til at starte med. Den markerede samtidig også en ny form for cool, der var lige så komisk som charmerende, bedst udtrykt i de uimodståelige linjer ”sort hættetrøje, solbriller på min’ øjn’, yeah”.

Det er den samme form for coolness, der kommer til udtryk i hans andet store hit, Det Gode Liv, men her er det ikke med festen for øje. Her er det refleksioner på hverdagsniveau pakket ind i et nummer, der nok er det tætteste, S!vas hidtil er kommet på en ballade.

Jeg skal bare have tonede ruder [solbriller] på, som om det er sommer
Sætter farten op, så tiden stopper
Læner mig tilbage og tager en slapper
Holder hovedet koldt til dagen kommer
Det må være det gode liv

Men hvor S!vas’ musik er tilbagelænet og afslappet, på Det Gode Liv  tæt på det følelsesladede, er hans kritik det samme. ”Viva la revolucion” synger han godt nok på Viva fra d.a.u.d.a. II, men det stikker sjældent dybere end det. Og når variationen ”vi laver revolucion” kommer, er det ikke fordi vi er blevet klogere på, hvilken slags revolution, det lige er, vi bevidner. I stedet lægges planerne ud på humoristisk facon: ”Laver planer som Stein Bagger/i mine knapbukser fra Kappa”, senere fulgt op af ”kære mor, ikk’ være bekymret, jeg vil lave revolution/Jeg vil ikk’ være Tony Montana, jeg vil vær’ Napoleon”. Det er en samfundskritik, der er pakket ind i humor og stilsikre leveringer i musik, der gerne vil være soundtracket til din fredag aften. Måske aner man som lytter ligefrem antydningen af ironi?

Den humor og tilbagelænethed finder man ikke hos hverken Gilli eller MellemFingaMuzik, og det er nok en del af årsagen til, at S!vas har haft kortere vej til airplay på radiostationerne, landsdækkende omtale og jobs på de store festivaler end de andre.

På Gillis debut-ep Ækte Vare udfolder han sig inden for den samme hiphopstil, hvor vokalen er melodisk og autotunet og beatsene tunge og flydende. Titlen hentyder til flere ting: Først og fremmest, at det er relateret til filmen, der profilerede ham og S!vas og kan ses som et lydspor til dette. For det andet, at hans rolle i filmen afspejler hans eget liv – han er ganske rigtigt en ung fyr fra Brøndby Strand, som rapper og gerne vil tjene penge på sin musik. Der er altså et biografisk element. Men vigtigst af alt, så er titlen (med forbehold for den intentionelle stavefejl) en autenticitetserklæring: Hvad Gilli ytrer, mener han, og det kommer direkte fra gaden. Det ér den ægte vare.

Gillis tekster er systematisk kritiske over for det omkringliggende samfund, og der er et altoverskyggende fokus på penge og den magt og sociale status, der følger med. Gilli er i konstant øjenhøjde med gadeplanet og loyaliteten ligger hos de såkaldte brødre.

På Knokler Hårdt lyder det eksempelvis i andet vers:

Selvom der er hovedpine hver dag, bror
Vågner op, koldsved på mit lagen, bror
Som om hele verden ser dig tab’, bror
Kig frem, ikk’ tilbag’, bror
Stadig regninger, der skal betales, min bror
Kan jeg regne med dig, hvis det går galt, min bror
Om du arbejder hvidt eller laver dem sort
Stadig fuck autoritet og stat, min bror
Loyalitet til min klan, bror
Støttet brødre siden dag et, bror
Hvis du ikk’ har støttet eller vendt mig ryggen
Er du ikk’ en del af min plan, bror

Enhver er sig selv nærmest, der hvor Gilli kommer fra. Det er en forrået tilværelse for en arbejder i en moderne verden. Hver dag er en kamp, og det er hos brødrene, støtten kommer fra og altså ikke staten eller myndighederne.

Hvor S!vas’ kritik er mere subtil og humoristisk, er den hos Gilli er pakket helt ud og på gadeplansniveau. Men hos Branco og Stepz i MellemFingaMuzik er forråelsen som en virus i udbrud. Det kan ikke understreges nok, og det viser sig allerede i deres konfronterende gangster-logo: To AK-47’er rettet hver sin vej, så magasinerne danner et M. MellemFingaMuziks budskab er klart: Systemet fungerer ikke og skal lægges ned.

De udgav en selvbetitlet EP før de tidligere i år slap debutalbummet Militant Mentalitet, hvor coveret forestiller en elefanthue tydeligt markeret med et ‘M’. Her lægger de benhårdt ud med 16 sange skåret efter cirka samme form i et lydbillede, der ligner S!vas’ og Gillis, men er mindre tungt og mere minimalistisk. Teksterne er endnu mere udpenslede og pågående, og det hele er pakket ind i en gangsteræstetik, der ligner den, vi kender fra amerikansk hiphop. Her er vi bare rykket fra Compton i L.A. til Københavns Vestegn.

Denne imagedyrkelse som gangster viser sig også i deres visuelle identitet. I musikvideoen til ’Salute’ (i øvrigt med S!vas som gæsteartist) optræder de eksempelvis med storposerende machoattituder i tilrøgede billeder med et helt hold af venner i sorte hættetrøjer og med tildækkede ansigter. Det passer til musikken, men er også en åbenlys leg med stereotypen om unge, vrede, marginaliserede mænd. Det er visualiseret som Pia Kjærsgaards mareridt, som alt det, Dansk Folkeparti har advaret om siden 1995. Her er det bare pakket ind i en musikvideo på tre et halvt minut.

MellemFingaMuzik fik et hit med A.P. Møller (feat. Gilli), der kan ses som et svar på eller en videreførelse af Ukendt Kunstner og S!vas’ foregående kollaborationshit Stein Bagger. Hvor omkvædet hos Ukendt Kunstner og S!vas lyder ”prøver at ramme en milliard ligesom Stein Bagger”, hedder det hos MellemFingaMuzik ”fuck Stein Bagger, vi har A.P. Møller-drømme”. Igen er fokus på penge og prestige, men det viser også, at Branco og Stepz ikke er helt uden humor eller sans for intertekstualiteter. Det er dog også et af de numre fra albummet, der er mest forsonlige – og måske derfor, det fik radiospins. Men der tegner sig et andet billede, når man lytter til den fulde plade.

Militant Mentalitet åbner efter et intronummer med Øje Åben, der starter med linjerne:

Jeg har begge øjne åbn’
Hånden på mit våben
Hånden på mit hjerte
Håber ikk’ at brug’ det

Og på (den i øvrigt fremragende) Heromkring får man en hel storyline serveret i første vers:

Started’ på bunden, stadig på bunden
Ikk’ snak’ om de penge, er du dum?
For der er panser’, der banker på dørene
Og min’ drenge, der vil hakke dig op for de er på
Hva’ ved du om pansere, der ransager studiet?
Stress-overvågning i fuld tid?
Tre år liggende i huset plus telefon, den gør dig helt suset
Hva’ ved du om retssager, de er helt spændt
Slap af, vi blev frikendt
Tog den med ro et par dage, for havde endnu en sag
Efter den weekend
Der var vidner, der glemte hvad de så
Der var vidner, der glemte hvad de vidst’
Samme vidne, som der vidste, vi var på
Havde viden nok til ikk’ at snak’ om det pis
Tro mig, de panser’ mangler beviser
Når du spiser under indicier
Den næste halve kan være din sidste halve
Du kan stop’ eller la’ tiden vise sig

Det er en brutal virkelighed, der beskrives gennem øjnene af en hårdkogt gangster, og selvom alle linjer ikke nødvendigvis giver mening, er det heller ikke en virkelighed uden refleksion – selvom teksternes personer befinder sig på bunden, står hjertet stadig over våbnet.

Sådan er livet
S!vas, Gilli og MellemFingaMuzik har hver især fundet forskellige måder at performe deres andethed på, som Kristine Ringsager forklarede, hvor de lægger vægt på forskellige elementer og udtryk inden for et overordnet hele. S!vas er blevet folkelig på sin egen facon, gennem humor og en lyd, der var både fremmed og umådelig forfinet. Han sparkede døren ind og banede vejen for de øvrige, der har skruet ned for humoren og op for alvoren.

Og med C’est la vie er systemkritikken hos Gilli og MellemFingaMuzik rykket direkte ind i kernen af systemet: På P3s statsfinansierede sendeflade.

Det er sådan set ikke fordi den sociale kritik har været aldeles fraværende igennem dansk musik i de senere år. Dansk raps største og mest succesfulde gruppe, Suspekt, har længe leveret social samfundskritik, og på nummeret Danmark fra det seneste album V, lægges der ikke fingre imellem, når der tegnes et billede af en nation på vej ud over kanten styret af magtliderlige politikere. ”Det er som om de har taget vores flag og tørret røven i det,” siger Orgi-E med dirrende harme.

Men Suspekt har altid leveret kritikken ved siden af beskrivelser af vulgære og perverse udskejelser, der har haft liderligheden som motor og knaldet eller drukturen som det euforiske højdepunkt. Hos MellemFingaMuzik er det anderledes. Hvor Suspekt leverer deres sociale kritik med hånden om et erigeret lem, gør MellemFingaMuzik det med hånden om en AK-47.

Sidste gang en decideret politisk sang gik sejrsgang hos statsmonopolet, var (hvis ikke jeg tager fejl) med Natasjas Gi’ mig Danmark tilbage. Det var tilbage i 2007. Hun leverede en længere svada mod den daværende regering og håndteringen af Christiania og Ungdomshuset på en facon, der satte sig fast. Natasja var karismatisk, dancehallen var dengang stadig ny i dansk musik, og den politiske kritik var klar og konsistent.

Men i tilfældet med C’est la vie er kritikken fragmentarisk og underforstået. Til tider er det decideret svært at forstå teksten, og de forskellige tekstbidder giver størst mening i det store billede. I sit første vers synger Gilli fx: ”Kriminalforsorgen sagde: ’Der var der ikk’ noget potentiale’ / Han har prøvet at lave para [penge] hele livet, så han ved det ender galt”. Det er et øjebliksbillede, som vi må formode hænger sammen med elefanthuen og planen, der nævnes i omkvædet.

Hen mod slutningen lyder det fra Stepz i en variation:

Har jeg ikk’ hva’ jeg ska’ brug’
Er det på med elefanthue
Kun mig og mit koben
Hos dig og din nabo
Se hvad verden har budt mig
(Den har gjort mig skør)
Men jeg smiler gennem alt nu

Det fremsættes næsten som en trussel, som en provokerende konfrontation, der dog er pakket ind i en pæn produktion med en fin sløjfe ovenpå. Det er sociale og økonomiske forhold, der har drevet tekstens person ud til det her punkt. Det er samfundets afvisning og underminering af individet og dets potentiale kombineret med utilfredsstillede materielle behov, der har gjort ham skør. Og hvis der ikke er nogle, der hjælper, må man selv klare sig. De fintfølende, humane lag er skåret væk til fordel for en hård kerne af attitude, stålsathed og benhård individualisme. Når enhver er sig selv nærmest, er det på med elefanthuen og frem med kobenet.

For så vidt er fortællingen blot en variation over frasen ”det er samfundets skyld”, som vi har hørt før i politiske sammenhænge. Det er et statement, man kan være enig eller uenig i alt efter konteksten. Men som politisk udsagn i en æstetisk sammenhæng får det en anden, mere paradoksal klang. Beatet er let og minimalistisk i tråd med MellemFingaMuziks produktioner, og i kombination med den melodiske autotune er C’est la vie blandt det mest poppede og lyttervenlige, man har hørt fra Gilli. Man kan også sige det sådan, at musikken er opløftende, mens teksten er nedslående.

I sangens sidste, konkluderende stykke lyder det:

Lad dem leve, lad dem leve, lad dem leve, lad dem leve, lad dem leve
C’est la vie, bror, vi gør det, sådan er livet

Her erkendes den hårde tilværelse som et eksistentielt faktum, og for første og eneste gang nævnes sangens titel.

Men hvad skal det præcist betyde, at P3 spiller lige netop dén sang? Det betyder først og fremmest, at musikken kommer bredt ud og rammer segmenter, der med al sandsynlighed ikke ville fordybe sig i dansk hiphop. Men det kan også betyde, at det reelt set er det, folk vil høre. P3 plejer at fremføre “vi spiller bare det, folk vil have”-argumentet, hver gang de rammes af (berettiget) kritik, og måske passer det i det her tilfælde. C’est la vie har i hvert fald vist sig så populær, at den netop har overgået d.a.u.d.a. i antal afspilninger på Spotify, og derfor må vi formode, at det er en sang og et budskab, der vækker genklang hos folk. Det kan godt være, at folk ikke nødvendigvis lytter til teksten, men ikke desto mindre leder succesen til en sidste pointe: At ligesom vi spejler os i populærkulturen, så afspejler populærkulturen os, vores ønsker og behov. Og i en tid med politisk opbrud og krise viser der sig et behov for politisk indigneret musik. Det er den vækkelse, vi er vidne til i dansk hiphop i disse år.

Systemkritikken har altså fundet en vej til mainstreamen og i tilfældet C’est la vie fundet den rette balance mellem velpoleret lyd, fængende melodier og kritiske og konfronterende tekster. Om det bliver en større eller længerevarende tendens, må tiden vise, men Gilli og MellemFingaMuzik har allerede fået slået deres pointe fast: Systemet pisser på dig alligevel, så du kan lige så godt pisse tilbage. Sådan er livet.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s